En dedikeret flok entusiaster på MINI fabrikken i Oxford forener nu fortid med nutid og fremtid. Den klassiske MINI omdannes til elektrisk drift i en reversibel proces. Den originale benzinmotor sættes på hylden og opbevares, så bilen kan returnere til sin oprindelige stand senere.
Den klassiske MINI så dagens lys i 1959. Skabt under en oliekrise, baseret på tanken om at spare brændstof og transportere fire passagerer samt deres bagage, med det mindst mulige fodaftryk. Med MINI Recharged får den klassiske MINI nyt liv med elektriske kræfter i bilens originale indpakning.
Ideen blev født allerede før lanceringen af den fuldelektriske MINI Cooper SE i 2019. På biludstillingen i New York året før, viste man «Classic MINI Electric», en unik og omhyggeligt restaureret kopi af den klassiske MINI Cooper. Den oprindelige motor var derimod erstattet af en elektrisk motor. Reaktionerne var så positive, at et dedikeret team på MINI fabrikken i Oxford arbejdede videre med projektet og udviklede planen om at give et lignende tilbud til ejerne af klassiske MINI'er i Storbritannien.
MINI Recharged passer perfekt ind i brandets fremtidige strategi, som også omfatter cirkulær økonomi, hvor eksisterende biler får en form for nyt liv.